Sølle tre indlæg i februar fra min side og meget begrænset bloglæsning - det er altså sådan det er gået her på matriklen, hvor jeg har været ramt af vinterhi og skriveblokering og simpelthen manglende tid og lyst til at sidde og læse/skrive blogs.
I stedet for har jeg strikket en masse (det kommer der et indlæg om på strikkefanen senere), læst lidt i en bog, set mere TV end jeg plejer, og været sammen med andre mennesker. Og så ER energiniveauet ikke voldsomt højt i fritiden når jobbet kræver sit.
Sikke en klagesang.... Det er det nu ikke, jeg funderer bare over hvordan tiden flyver afsted og den ene uge tager den anden og man [læs: jeg] når aldrig alle de ting, jeg gerne vil.
Det kender alle sikkert til.
Nå, men februar har været en skøn måned vejrmæssigt. Solen har strålet ned over os i mange flere timer end vi plejer på denne årstid og det er så forårsagtigt lige nu, at man skulle tro det var løgn.
Det giver godt humør og man får igen lyst til at komme ud og arbejde i haven.
Se lige mariehønsene her - det nyder i hvert fald også solen.
Så jeg har da været i haven i weekenden - og tænk - det har jeg først tid til at skrive om i dag, onsdag - ja, jeg keder mig i hvert fald ikke.
Det myldrer frem med forårsblomster i haven og ude i naturen er der mængder af hasselrakler på træerne - det ser simpelthen så flot ud her i februar-solen.
I søndags var jeg i haven for første gang i år og fik klippet alle mine gruppe 3 clematis ned. Det er ca. en måned senere end sidste år, og der var da også rigtig gang i de fleste af dem.
Listen med navne kan du se her fra sidste års skriv om netop nedklipning af clematis.
Lidt billeder:
Klatrerosen Rosenholm er allerede godt i gang. Heldgivs skal den ikke klippes ned. |
Knopper i clematis |
Der er bestilt frø af både tomater og sommerblomster, og i mine vindueskarme blomstrer mange forskellige blomsterløg i små glaskrukker, det er dejlige forårstegn.
Opdatering af min rosenfane og øvrige blogfaner er også på programmet inden længe - jeg skal nok lade jer det vide når det er klart.
Og så skal jeg lidt rundt i blogland - det bliver lige så stille med en blog ad gangen - der er jo meget spændende at læse op på.