Mine georginer/dahlia er så småt ved at komme i blomst, flere har blomstret i over en uge. Vi forspirer altid vores dahlia i drivhuset og i år er de fleste af dem plantet i krukker.
Der er flere nye i år, bl.a. Cafe au Lait, som jeg har sukket efter i flere år efter at have beundret den rundt omkring i blogland.
Den er nu ikke i blomst endnu.
I Kenzo-kassen er forårets gule tulipanflor afløst af den "åkande"blomstrende "Creme de Cassis". Det tegner virkelig godt.
Orange Tangerine har jeg vist tidligere, men den har fået endnu flere blomster.
Vi har her til aften fået klippet sidste halvdel af vores ligusterhæk og samlet det hele op. En rigtig hadeopgave er hermed overstået og vi kan nyde det skarpe look igen.
Der er masser af andre opgaver i haven - bl.a. mangler jeg at nappe de visne blomsterstande af flere af mine rhododendron.
Meget passer dog sig selv i kommende uger, blot skal roserne deadheades, men det synes jeg straks er mere hyggeligt arbejde.