.... indrømmet.... jeg har hygget mig indendøre de sidste par måneder med helt andre ting.... ting, der ingenting har med have at gøre.
Jeg har læst sporadisk med hos de fleste andre bloggere, jeg følger, men ikke altid kommenteret.
Hverken vejret eller haven har kunnet inspirere mig til ret mange indlæg her hos mig selv - og jeg har bare trængt til at være i vinterhi.
Ganske vist fik vi nogle dage med flot snevejr og solskin både i juledagene og senest i slutningen af januar - og dét var bare så dejligt - det inspirerer i den grad til både gåture, fotos og blogindlæg.
Men nu er foråret på vej og selvom det stadig er nogle kølige dage derude, så er lyset vældigt i tiltagen og det pibler frem i haven med løgvækster og tidlige stauder.
I mit vinterhi har jeg også tænkt mange tanker om nye projekter - sammen med min søde mand - og noget er allerede så småt undervejs.
(Mere om det i et senere indlæg).
Vi har også lagt planer for endnu en tur til England, denne gang en forårstur.
Det kommer I også til at høre meget mere om.
Tilbage til det med vinterhiet... Når man nu både er vild med haven og bøger om have og alt muligt andet haverelateret, MEN også brænder for andre sysler af den mere kreative slags - OG såmænd også elsker at fordybe sig i romaner og andet læsestof... SÅ er det bare så vigtigt med den her vinterpause.
Og hvorfor skriver jeg egentlig overhovedet om dette? Man er jo ikke underlagt noget krav om x-antal blogindlæg pr. måned eller noget i den stil.
Det er nok bare kommet lidt bag på mig at jeg slet ikke kunne finde inspiration til noget blogmæssigt og mere havde lyst til at fordybe mig i andre ting.
Selvfølgelig har jeg bemærket at andre havebloggere også har været fraværende i kortere eller længere tid - og jeg forstår dem måske lidt bedre nu for tiden :)
Desværre er mange ramt af vinterdepressioner i større eller mindre grad og det må være uendeligt hårdt at kæmpe sig igennem vintermørket når man har det sådan.
Heldigvis er lyset jo stærkt på vej tilbage, og der er nok at glæde sig over derude.
Ingen vinterdepression her....
men
hvor har jeg bare hygget mig :)
Til vi ses igen ...