Som tiden dog løber....
Nu er det sandelig 2 år siden jeg lavede mit allerførste blogindlæg og mange, mange
(for mange, vil min søde mand måske sige...) timers hyggelig blogning senere viser tælleren 60.550 sidevisninger, 131 faste læsere og 377 indlæg.
Før jeg selv sprang ud i haveblog-verdenen som aktør havde jeg i næsten et år læst med hos Claus Dalby. Længe var det faktisk den eneste blog, jeg kendte! På et tidspunkt blev jeg dog så nysgerrig at jeg fik klikket på nogle af billederne under rubrikken "Faste læsere" og kom derved til at læse med hos nogle flere inspirerende havebloggere.
Fagre nye verden!
Så gik jeg og ulmede lidt, for stor var lysten til at prøve kræfter med en blogside selv, men kunne man finde ud af det og .... hvad var det mon altsammen for noget ... ...
Og var der mon nogen, som gad læse med...
Som mange andre også har ytret, så er blogverdenen et skønt univers, og jeg er stadig imponeret over al den positivitet, glæde, inspiration, ja - gavmildhed, som flyder i disse kredse.
Der udveksles ideer, tanker, enorme mængder billeder og endda frø og planter og man er jo totalt afhængig af sin daglige blog-dosis.
Hvor er det skønt :)
Det er også blevet til nye og helt virkelige bekendtskaber - det havde jeg aldrig ventet fra dag ét - men hvor er det bare dejligt.
Jeg kan derfor kun anbefale at møde op til et blogtræf, hvor man kan få hilst på andre bloggere og få sat et ansigt på.
Tusind tak til alle jer, som læser med og tak for jeres søde og gode kommentarer.
Som jeg skrev i
mit forrige indlæg, så er det ingen tilfældighed at min blog kom til at hedde Frk.Anemone.
En vis anonymitet syntes jeg var på sin plads, og ingen af de tidlige forårsblomster står mit hjerte nærmere end de blå anemoner.
Sådan opstod Frk. Anemone.
I virkeligheden hedder jeg jo Ulla, men det ved I sikkert allerede :)
Jeg slutter dette jubilæumsindlæg med at spole tilbage til
begyndelsen.
God weekend til alle :)