Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
Viser opslag med etiketten natviol. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten natviol. Vis alle opslag

mandag den 12. juni 2017

Lidt blandet fra min juni have


For 10 dage siden var jeg ude at vande mine rhododendron meget seriøst med vandslangen, og hele haven var tør og tørstig.

Sådan er det så ikke længere, og hurra for det.

Det har regnet siden den fredag - meget, ofte og vedvarende.

Så alting er utroligt frodigt nu - incl. alle de uønskede vækster.

I mit stille sind håber jeg at vi så slipper for mere regn nu og at sommeren vil komme tilbage med sol og varme.



Lodden løvefod har stået flot længe, den lå fladt hen ad stien i morges efter nattens heftige regn, men den rejste sig heldigvis igen.



Vi har mange forskellige geranier i haven, ikke alle blomstrer samtidigt, men Patricia her, er netop sprunget ud.



Dronningebusken med natviol nedenunder er et skønt skue.
På billedet kan man også se "det nye" rhododendronbed med meget store liljer i forgrunden, og det lille mørke træ i midten.


En gruppe 2-clematis er sprunget ud - mener det er Hagley Hybrid.





Ved morgenmadsterrassen lavede vi om i går - fjernede en masse af de blå geranier, som altid ender med at vælte når de har været i blomst et stykke tid. Vi flyttede en lille klump længere ind i bedet og fjernede et par gamle udtjente roser til fordel for disse hosta.

Stammen, der ses bagerst i billedet, tilhører den skønne clematis Propertius.




Her er flere billeder af den smukke  blå geranium Platypetalum, som desværre vælter lidt rigeligt.
Det er planterne bagerst i billedet, der er fjernet/flyttet - dem i forgrunden bliver - de skal dække for nedvisnende Allium blade.




Det er snart pæontid - men de er godt nok længe om at springe ud i år. Jeg glæder mig... disse prægtige planter har jeg lagt som en knold for ca. 4 år siden og nu er de blevet til store flotte planter.



Clematis Multi Blue er meget flot i blomstringen i år:



 Clematis Gladys Picard oppe på hegnet over til naboen





Tilbage i "det nye rhododendronbed" hvor den røde busk er azaleaen "Karminduft".




Det er også blevet digitalis tid :)





Ligesom Fru Høneballe vil jeg slutte af med mine roser. En del er i blomst allerede og flere kommer til fra dag til dag - især hvis solen ville give sig til at skinne.

Crown Princess Margareta:



Morten Korch:

Blue Moon (i drivhuset):

 Chartreusse de Parma:




Et par uskarpe billeder af Mme Alfred Carriere:



Den altid yndige Astrid Lindgren:



Lady Emma Hamilton:

Odyssey:




Til sidst en meget ung pip-fugl, som netop var fløjet fra reden - en blåmejse, måske?



Velkommen i min have :)


tirsdag den 30. juni 2015

Rosenhækken er sprunget ud


I en uges tid har der været tilløb til udspring fra 1 meter hækken og i dag kan den vel siges at være sprunget helt ud.

Her får I dugfriske aftenbilleder af min helt specielle rosen-darling.




UPDATE:    De blå kantplanter er ikke lavendel, men derimod katteurt. Nogle af dem "Six Hills Giant" og andre med et sortsnavn, jeg desværre ikke husker.



Rosens navn er The Alnwick Rose

Hvis jeg skal betro jer en hemmelighed, så er jeg blevet belært om hvordan navnet udtales.
Jeg tænkte at udtalen var sådan ret-ligeud-ad-landevejen [alnvik rose], men på vores forårstur i England lærte jeg af vores meget havekyndige Bed & Breakfast vært at udtalen er: [annik rose]. Hu-ha-da - håber ikke jeg har talt for meget om rosen til engelskkyndige folk...  Nu ved I det :)








Til slut ser I her, hvordan den før så kedelige baghave tager sig ud med det nye drivhus og dronningebusk + natvioler i favntag her i aftensolen.



Nu er næsten alle mine roser sprunget ud, så det kommer der nok en længere historie om i morgen.

søndag den 1. juni 2014

Mageløse natvioler

Vores natvioler var meget længe om at komme i blomst, og som tidligere fortalt er de meterhøje, godt og vel nogle af dem.

Men hold op, for en dejlig plante vi har fået introduceret i haven, det har jeg ikke fortrudt.

Lækker farve og skøn duft og så står de faktisk godt til deres forskellige omgivelser her i haven.


































mandag den 19. maj 2014

Natviolerne er sprunget ud - Endelig...




Jeg har set hos mange andre at deres natvioler står i blomst og har kigget længselsfuldt efter mine blomsterknopper.

Det er første år at vi har natvioler, og vi har forrige år sået dem, plejet dem hele sidste år, hvor de blev plantet ud i bedene i efteråret og her i år har vi fulgt dem nøje.

Jeg tror næsten at de har brugt krudtet på at vokse i højden i stedet for at blomstre - de fleste af dem er godt over en meter høje, ja næsten 140 cm...

Men nu er den god nok... der er blomster!




Vi har dem kun i den blå/lilla variant, men jeg vil da overveje at indføre den hvide natviol også.