Sider
Frk. Anemone
"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
fredag den 28. februar 2020
Cinderella er sprunget ud
På denne smukke fredag, hvor jeg er så heldig at have fri, har jeg fået taget billeder af lidt aktuelt i haven.
Her er vidunderligt solskin, let vind, køligt - men lige sådan som vi gerne havde set alle dage i februar.
Min skønne påskeklokke Cinderella er sprunget ud for et par dage siden, så den er høj-aktuel.
Snart lakker februar mod enden og det er spændende at se om vi får pænt vejr i marts. Den er jo tit lidt blandet - men det der blandede noget synes jeg vi har opbrugt kvoten af.
Rigtig god weekend.
torsdag den 20. februar 2020
F e r i e m i n d e r : Engelske haver III
Da vi forlod Cornwall for at køre nordpå og besøge familien var ruten lagt til at gå gennem Dartmoor, som er det kæmpestore hedeområde, som ligger på kortet her:
Her er et lidt større kortudsnit, så I kan danne jer et indtryk af placeringen i forhold til f.eks. London
Undervejs havde jeg undersøgt om der var en spændende have at besøge på de kanter og SELVFØLGELIG var der da det.
The Garden House lå lige på kanten af Dartmoor og var ikke nogen større omvej for os.
Damen, der tog imod vores entrepenge fortalte begejstret at vi ville få en helt usædvanlig oplevelse, for haven var på sit højeste lige netop da.
Det skal jeg lige love for at vi fik.
Det første område i haven var et stort område med stier som førte os rundt mellem bede der var fyldt med stauder og græsser i skøn forening og med mange spændende træer som kulisse og ikke mindst det store kig ud i landskabet.
Her er en brøkdel af de billeder jeg tog - men jeg har svært ved at begrænse mig...
Flere steder i haven var der smukke gamle stensætninger og hyggelige siddepladser og broer som forbandt stierne, måske hen over en meget skrånende grund.
Da vi var færdige i denne del af haven måtte vi ind og have lidt frokost.
Ja, det blev til scones med "clotted cream" (en blanding af smør og creme fraiche).
Den anden halvdel af haven var helt anderledes.
Skarpt skårne græskanter, masser af bede med knapt så vildt et look og adskillige haverum nærmest viklet ind i hinanden. Det var meget elegant lavet.
Flot nyvækst på rhododendron - jeg tænkte straks på fru Høneballe |
ER det ikke bare FANTASTISK :) |
Denne smukke hortensia hed "Early Sensation" og var en Hydrangea Paniculata. ..... suk .... |
Det var virkelig en stor oplevelse at se denne have og jeg kan varmt anbefale den - selv hvis du må køre lidt ekstra langt efter den.
Der var en skøn cafe og en meget fin butik, som bugnede af skønne sager til hjemmet og haven og selvfølgelig også et plantesalg.
Vi fik denne Lavatera med hjem. Den hedder "Burgundy Wine".
I kan læse mere om The Garden House her.
Kender I Dartmoor?
I får lige lidt bonusbilleder derfra :)
Meget smuk og anderledes natur, vilde dyr i form af får og heste og et frokosstop ved "Two Bridges" uden for den lille by Princetown.
Åh, England har så meget at byde på og jeg er pjattet med det hele.
onsdag den 19. februar 2020
F e r i e m i n d e r : Engelske haver II
I Cornwall er der rigtigt mange haver at besøge.
Området er jo begunstiget af et meget mildt klima og der vokser palmer mange steder.
Mange af haverne er meget store parklignende haver med enorme rhododendron og magnolia buske/træer. Disse var jo ikke i blomst i juli måned, så det må vi nøjes med at drømme om.
Alligevel syntes jeg at haven her var meget smuk. Vi valgte kun denne have, men kunne have besøgt en 6-8 flere - formentlig lignende - haver i Penzance området.
Så kom med rundt i Trengwainton Garden, som er markeret med et rødt hjerte på dette kort.
Hvad haven manglede af blomstrende rhodendron (vi så nu et par stykker), havde den til gengæld i blomstrende hortensia og det var meget smukt.
The Manor House
Penstemon, som ses i alle haver, sammen med dagliljer |
smukke græsser |
Sikken udsigt. Det er havet derude i horisonten |
Enhver have har sin helt egen køkkenhave og det er altid en fornøjelse at besøge de engelske køkkenhaver.
I denne her var der en masse fugleskræmsler opstillet og det viste sig at det var et projekt lavet af skoleelever, hvor man skulle lave en figur der forestillede hvad man ville være når man blev stor.
Der var mange sjove indslag, her kun et par stykker vist.
Alle haver har også plantesalg - meget fristende |
Du kan læse mere om Trengwainton Garden her.
Næste have er "The Garden House" som virkelig var en have med mange overraskelser.
Til slut vil jeg lave indlæg fra vores besøg i Hidcote Gaden og Kiftsgate Garden, som begge ligger i The Cotswolds.
Hæng på - det er fantastiske steder.
Abonner på:
Opslag (Atom)