Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
Viser opslag med etiketten Advent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Advent. Vis alle opslag

fredag den 10. december 2021

Et lille (strikke) pip herfra

 

Strikkefanen har jeg netop opdateret - og det er ikke kun huer, jeg har fået strikket i 2021.

Tag et kig, hvis du er interesseret her. 


Ellers er vi jo et godt stykke henne i december og dagene flyver afsted.

Vi fik en pæn portion sne den 1. december - det var da en fin indledning til julemåneden.

Dagen efter var der let frost og solskin, men jeg var slet ikke hjemme til at tage billeder.

Så disse er - allerede historiske billeder - fra 1. december.





Jeg håber der kommer sne i juleferien, det ville da ligesom være prikken over i'et.

Håber I har en dejlig december med tilpas travlhed og ingen stress og fremfor alt ingen Corona.

Her er alt vel, travlt og julestemningen så småt ved at indfinde sig.

På jobbet er alt crazy og jeg ved at jeg får brug for nogle dejlige feriedage mellem jul og nytår.







mandag den 21. december 2020

Vintersolhverv og ...... god jul :)

 

Sikken dejlig dag det har været i dag.

Vintersolhverv - bare smag på ordet - det lyder helt dejligt.

Efter ufatteligt mange mørke og skumle dage har vi i dag haft en lys og klar dag og tanken om at dagene fra nu af bliver lidt længere dag for dag, gør jo én rigtig glad.

Jeg er ellers ikke mærket af vintermørke og elsker faktisk at krybe i hi, men det kan man jo sagtens gøre i lang tid endnu for dagene længes kun ganske langsomt.


Her er der nu kun én arbejdsdag tilbage og så er der dømt  J U L E F E R I E.


Som sædvanligt er der altid mange gøremål de sidste dage op til jul - december render stærkt her og selvom gaver og næsten al julemad er købt, så kan man jo ikke koge grød til ris a'la manden, pynte juletræet, koge rødkålen osv. i god tid.

Der er også en lille ringe/maile-liste over familie og venner, der skal have et "glædelig jul" med på vejen.

Og så er der jer, kære blogvenner....   I får hermed de allerbedste ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt og - på mange måder - bedre 2021 end det år, vi snart afslutter.

En ny havesæson kan vi alle se frem til om nogle måneder - det bliver dejligt.

Glædelig jul




søndag den 13. december 2020

3. søndag i advent - og juletræet er hentet

 


Se de søde julemus - dem købte jeg ved mit forrige besøg på Moesgaard Museum, hvor de havde meget fint julepynt i den lille butik.

I dag har vi hentet juletræ.
Det gør vi hos en lokal "juletræs-bonde", hvor man enten kan komme ud og fælde selv eller vælge et af de allerede fældede træer. Vi gjorde det sidste.
Vi har helt faste meninger om hvordan træet skal se ud - naturligvis skal det gå helt til tops i stuen, og så skal der være plads til alle gaverne under og pynt på grenene, så det skal ikke være for tæt. Sjovt nok spottede vi det rigtige træ med det samme, så det tog under 15 minutter at hente træet.





Siden sidst er de fleste julegaver nu kommet i hus og i dag har jeg bagt småkager igen - Blomsterbergs citronspecier, som jeg bager hvert år, og en ny fin småkage med hakkede pistaciekerner, appelsin og rosmarin, som jeg fandt opskriften på her.

Udenfor er der også blevet pyntet fint op - det har jeg Mr. M til at sørge for og han er virkelig god til det.
Se bare her:

Hanging baskets i juledress:




Velkomstpynt ved lanternen:



Håber I har nydt en dejlig weekend med 3. søndag i advent - julen nærmer sig med hastige skridt.


søndag den 29. november 2020

Første søndag i advent

 Nå, men så blev det jo alligevel advent og den første søndag af slagsen, før man fik set sig om....


Jeg sukker af misundelse når jeg på blogge og IG ser smukke kreationer af adventskranse og fine stilleben med decemberpynt.


Jeg er desværre ikke så god til den slags - jeg fik ikke noget stort pyntegen med mig - men desto mere nyder jeg at se jeres kreationer.


Her blev det til denne sag: 4 lys i et aflangt tungt lerfad, garneret med gran og smukke hortensiablomster fra haven og så lidt blå glimmerkugler.


Jeg er faktisk tilfreds.



En anden ting, jeg ikke fik gjort færdigt, var at vise flere billeder fra vores tur til Sønderjylland.

Måske vil du nyde at se lidt fra de smukke omgivelser der var ved Augustenborg Slot og Graasten slot:















Jo, vi lever stadig højt på vores lille "getaway" og det smukke solskin vi oplevede om fredagen.


God ny uge til jer alle - jeg lover at komme lidt rundt og se hvad I har skrevet snart - lige nu kalder aftensmaden vist og så er det jo søndag aften med TV-serie og klargøring til ny arbejdsuge.



søndag den 16. december 2018

Tredje søndag i advent


Yffer, det er koldt udenfor nu og dagens lys er allerede ved at forsvinde - godt at vi har julelys og pynt at glæde os over.

Rosen er plukket i går i drivhuset, hvor den står i en krukke - det er da "ik' så ringe".


Udenfor er stinkende nyserod / Helleborus Foetidus allerede i blomst - det synes jeg er tidligt, men jeg er så glad for disse planter, som lyser op fra nu og helt til foråret - jeg ville ikke gerne undvære dem om vinteren.

Vi fik dækket nogle sarte planter med gran, for nu lover de jo mere kulde.





Til slut et billede af rosen The Generous Gardener som blomstrer med fire blomster og har gjort det hele ugen.


Blot én arbejdsuge tilbage og så er det juleferie, som i år falder helt perfekt - der bliver tid til hygge og juleforberedelser i ro og mag næste weekend - hvor er det skønt.

Fortsat god adventssøndag derude :)

søndag den 9. december 2018

Anden søndag i Advent


Solen i formiddags fik mig til at planlægge en lang gåtur, men det blev eftermiddag sent før jeg var færdig med mine gøremål (bl.a. stor-oprydning på kontoret) og da var det blevet vådt og gråt.

Gåturen gjorde os nu godt alligevel.

Jeg lagde mærke til at min rose "The Generous Gardener" står med flere friske blomster og også knopper, det er da utroligt.  Desværre blev det ikke til billeder af den i dag.

Lidt julestemning fra mit ene vindue og hylden - blot for at blive lidt i juletemaet.





Hyacinter plantet med mos og lidt pynt foroven.
 
Som man kan se, har vi fået det første julekort.
Det kom fra familie i Skotland og glæder os meget.
Jeg skal også have skrevet nogle julekort og sendt - det første er nu kommet afsted - til Australien.
Synes at det er en hyggelig tradition, selvom den er dyr - så må man skære ned til de mest nødvendige.



En flot buket lyserøde roser pryder spisebordet, som endda har fået juledug på.
Ingen anledning - blot en lørdagsbuket fra Mr. M :)




søndag den 2. december 2018

Første søndag i advent og de sidste november billeder



Jeps, det er december igen :)  Måneden hvor blogland mm flyder over af adventspynt og julerier og glæden lige får en ekstra glød. Det er så inspirerende og spændende at se og læse om andres traditioner og se alt det smukke pynt ude og inde.

Jeg synes det er skønt :)

Selv er jeg ikke den store ørn til at pynte op og lave smukke ting, men lidt kommer der nok i løbet af december alligevel.

Her er min adventskrans - og den har jeg ikke selv lavet ! Min nabo er blomsterbinder og har et lille "gaveværksted" hvor hun laver de skønneste og helt anderledes kreationer - og så er der vist ingen grund til at jeg "overanstrenger" mig....  Fadet er mit :)


 


I fredags afspadserede jeg to timer fra arbejde og det var derfor lyst da jeg kom hjem. En enkelt solstråle var der vist - jeg fik lige taget lidt billeder af en meget grå og efterhånden trist vinterhave:

Hurra for vand og græsser i haven, det kan lige højne nydelsen.









Rigtig god 1. søndag i advent til jer :)