Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
Viser opslag med etiketten X-Faktor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten X-Faktor. Vis alle opslag

tirsdag den 10. marts 2015

Gul X-Factor

Som I ved, så elsker jeg gult og har en del planter med gule blomster i min have.

Gul i forskellige nuancer.

Roserne udgør en særlig klasse når det er de gule, vi taler om og jeg har nok en 6-7 forskellige gule roser.

Mit bidrag til Moseplassens X-Factor konkurrence for gule blomster er Austin-rosen Graham Thomas, som virkelig er i særklasse.

Vores eksemplar er 12 år gammel og har efterhånden nået en fin højde på ca. 1,80 meter. Den er utrolig blomsterrig og blomstrer fra slutningen af juni og helt til frostens komme.

Jeg elsker de fyldte blomster - den dejlige duft - og den lækre gule farve.

Her er lidt billeder:





Graham Thomas rosen er opkaldt efter den berømte engelske gartner Graham Thomas, som bla. stod for rosenhaven ved Mottisfont Abbey i England.


Gule roser er geniale at mixe med hvide, blå og endda rosa nuancer - det giver en fin virkning.



Så du forstår nok, hvorfor Mr. Thomas er en skattet "herre" i min have :)

Og så står rosen lige uden for mit køkkenvindue og min indgangsdør, så jeg ser den som det første hver morgen.




Du kan se alle bidragene i Moseplassens X-Faktor Gult her.


mandag den 9. marts 2015

Rosa X-Factor

X-factor i planteverdenen er mange ting og rigtigt mange af mine planter er helt særlige i X-Factor sammenhæng, så det kan være svært at vælge.

Mit bidrag til Moseplassens konkurrence er en af de tidligste planter, der bare blæser mig helt omkuld når den står i fuld blomst.

Det er clematis Propertius, som blomstrer i april/maj og bare er så smuk.

Hvis jeg kun må vise 1 billede, så er må det være dette:




Du kan læse mere og se andre bidrag til konkurrencen her, hvor Anne har samlet dem alle.


*************************************

Og.... så sniger jeg mig alligevel til at vise nogle flere billeder af Propertius...





Propertius er en gruppe 1 clematis, som ikke skal klippes ned.
Man kan dog klippe den lidt tilbage, hvis den er blevet alt for stor, da skal dette gøres lige efter blomstring.


tirsdag den 26. februar 2013

Jeg er i finalen... X-faktor for blomster... Jubiiiiiiiiii


På Moseplassens hjemmeside har Anne nu præsenteret alle finalisterne i X-faktor konkurrencen for blomster.

Jeg er så utrolig heldig at være nomineret i finalen - hele to gange.
Hvor er jeg beæret og stolt og hvor ville jeg gerne vinde....   

Men jeg får behov for hjælp fra jer, søde læsere - hvis I synes om mit bidrag, så skynd jer ind og stem inden fredag 1. marts.

I kan se mit bidrag i den rosa kategori og mit bidrag i den sorte kategori her.

Klik her for at komme til afstemningen.



tirsdag den 19. februar 2013

Sorte blomster med X-Faktor

Sidste kategori i Moseplassens X-faktor konkurrence for blomster er grøn og SORT.

Mit bidrag ligger i den sorte ende og er en af de mest fotograferede emner i min forårshave, nemlig tulipanen Queen of Night.

Smuk er hun i sin mørke dragt, som skinner forskelligt afhængig af om solen er fremme eller det er overskyet. Selv med regndråber på er hun overmåde smuk.



 Queen of Night er .... den mørkeste af alle tulipaner, som sammen med visse andre planter forekommer næsten helt sort.


Herover ses hvordan tulipanen står godt sammen med bla. Geranium Phaeum - det er så smukt når de blomstrer sammen - midt i maj begynder showet.

***
Her nedenunder står Queen of Night ved siden af rhododendron Furnivals Daughter og en gruppe pink tulipaner.


 ...  ah, i solskin


Denne tulipan er en meget driftssikker tulipan, som troligt kommer år efter år og den vil aldrig komme til at mangle i min forårshave.

Se de andre sorte bidrag til konkurrencen her.


lørdag den 16. februar 2013

Gule blomster med X-Faktor

Konkurrencen på bloggen Moseplassen fortsætter og nu er vi nået til GUL.


Mit bidrag er David Austin-rosen "Charlotte", som jeg fik i min have i 2012. Jeg havde før læst om rosen og da jeg til et havearrangement i juni måned så den til salg i en af boderne, var jeg slet ikke i tvivl om at Charlotte skulle være min.

Charlotte er en engelsk rose, forældlet af David Austin. Den er hårdfør og har et smukt mørkegrønt løv, som passer perfekt til den sartgule rose. Den har yndige rosenknopper som åbner til en smuk fyldt blomst i den mest fantastiske lysegule farve. Væksten er opret, så man kan se blomsterne ovenfra, hvilket tiltaler mig meget.

Rosen blomstrer fra juli til frosten kommer.

Charlotte er navnet på rosen, dedikeret af David Austen til et af sine børnebørn. Sikke en smuk tanke :)






Jeg har før skrevet om rosen Charlotte - du kan læse her hvis du har lyst.
 
Klik her for at se de andre gule kandidater til Moseplassens konkurrence og for at deltage selv.
 
 

søndag den 10. februar 2013

Hvide blomster med X-Faktor

Anne fra Moseplassen efterlyser hvide blomster med X-faktor.

Kort og godt:

Hvide mamelukærmer.... dem har jeg haft før, men da vi etablerede det hvide bed sidste år, fyldte jeg nogle af hullerne ud med hvide mamelukærmer, og det gav en virkelig skøn effekt.

Tænk at en pose sommerfrø kan sprede så megen glæde.

Bedet er lige uden for vores køkken-karnap og i skumringen kunne blomsterne rigtigt lyse op og give "måneskins"-looket.

Farven er kridhvid - man forstår næsten ikke at en blomst kan være SÅ hvid.

Derfor skal jeg igen & igen have hvide mamelukærmer i mit hvide bed!







Her er et billede af et andet sted i haven, hvor mamelukærmerne også lyste op.


Klik her for at se de andre hvide kandidater og for at deltage selv.

lørdag den 9. februar 2013

Rosa blomster med X-faktor

Så er der igen X-faktor for blomster, lanceret af Anne fra bloggen Moseplassen i Norge.


Mit bidrag er valmuen Claus Dalby og selvom farven måske er lidt mørkere end rosa, så er jeg nødt til at have denne fantastiske blomst med i denne kategori.

Vi havde den første gang i haven sidste år, jeg havde fået frø af Mester selv og var spændt på om jeg kunne lykkes med dem i min have.

Det var helt fantastisk at se hvor mange valmuer der kom. De stod iblandt sartere rosa-farvede roser og blandt stauder som Astrantia, kattehale og solhatte.

Jeg har selvfølgelig taget frø til i år igen og også drysset med rund hånd i bedet for at lade de små planter komme af sig selv igen.

Claus Dalby valmuen har en skøn farve og står i mange dage afhængig af vejret. Bagefter kan man nyde den dekorative frøstand.





 
Klik her for at se alle de andre Rosa-X-faktor blomster og for selv at deltage.
 
 







onsdag den 15. februar 2012

Blomster med X-Faktor - Sort

..... jeg kan kun tænke på èn eneste af mine mørke blomster, der har X-faktor:

tulipanen Queen of Night
... den mørkeste af alle tulipaner, som sammen med visse andre planter forekommer næsten helt sort.



Vi har ca. 70 af disse skønne tulipaner, som står sammen med bla. Geranium Phaeum - det er så smukt når de blomstrer sammen - midt i maj begynder showet.

Queen of night er rimelig driftssikker - der forsvinder lidt løg hvert år, men indtil nu har vi ikke suppleret ret meget.


Se de andre sorte og grønne kandidater hos Moseplassen her.



mandag den 13. februar 2012

Blomster med X-Faktor - Orange

Sidste farve i X-Faktor for blomster er orange.

I min have er der orange Dahlier og orange morgenfruer.... og så er der rosen her:

Westerland


Denne rose har absolut X-Faktor, da den både remonterer og vokser helt op i 1,80 meters højde OG ændrer farve undervejs til glødende ORANGE
Derfor kommer der mange flere billeder....




Westerland står op ad et hegn hvor der er lilla stauder ved foden og i stativet ved siden af er der en lyslilla Clematis ved navn Emilia Plater. Rosen er et perfekt match til lilla og blå planter.
Disse billeder er taget så sent som 15. oktober:




Kender I også Westerland?




Se flere orange kandidater her