Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
Viser opslag med etiketten pæon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pæon. Vis alle opslag

søndag den 30. april 2023

Tak for nu


Det hvide bed er netop i disse dage ved at rulle sig ud til sit helt store show.

Stjernemagnolien står i al sin glans og nedenunder breder tæppet af svovlgule anemoner sig fint, omend langsomt.

De hvide og lyse tulipaner er i blomst og stadig står hvide hyacinter og hvide narcisser, samt hvide dobbelte anemoner.

Længere henne i bedet er træpæonen ved at få blade og i det blå bed har anemoner og kærmindesøster sørget for festen.

Så mange minder :)

I får lige lidt billeder her:


Stjernemagnolien købte vi i Brugsen i Ballen på Samsø efter det allerførste blogtræf, 2012




Igen tilbage i de første blogår fik jeg en klump svolvgule anemoner sendt fra
Frøken Solhat som havde vist dem på sin blog og jeg var så betaget af dem.






Fra Høneballehaven - mange år siden :)




I bedet langs husmuren blomstrer i denne tid også Bispehue "Orange Königin". Det var Lisbeth i Ebeltoft som havde mængder af disse i et stort bed og som inspirerede mig til at udskifte den forrige beplantning til netop disse (jeg har nu selv købt dem alle).





Omme i den anden side af haven er russisk kulsukker flot på vej igen. Det bliver en dejlig sæson.
 
Inspirationen er fra Jeannett Fruergaards have


I min have har jeg mange andre minder om inspiration og plantegaver fra andre havebloggere - det er sådan en glæde at mindes hvad hele dette bloggeri har givet mig og betydet for mig.

Uendeligt meget.

Men jeg får jo ikke gjort noget ved bloggen længere og hvad værre er:  Jeg får ikke læst med hos I andre, selvom "flokken" af bloggere er skrumpet ind til et minimum i forhold til hvad den har været i tidens løb.

Derfor er der måske heller ikke så mange, der vil bemærke at jeg nu afslutter min blog.
(Jeg sletter den ikke, den er rar at have som opslagsværk, men på et tidspunkt lukker jeg for kommentarer)

Min tid går stadig med haven, som kræver en del her i foråret, samt uendelige timer med strikketøjet, og det er svært foreneligt med at rode ude i haven. Jeg er stadig på fuld tid på arbejdsmarkedet og det går der nok yderligere 3-5 år med, så i erkendelse af at TID er en faktor også, ønsker jeg ikke længere at have en slags dårlig samvittighed over ikke at læse/skrive blogs.

Jeg har uendelige mange minder om hyggelige stunder med havebloggere i hele landet og jeg håber stadig at vi kan mødes i en eller anden sammenhæng ved havebesøg eller til arrangement.
[Læs: Jeg vil gerne inviteres :)]

Lad mig i hvert fald vide hvis I kommer min vej, I skal være så velkomne til kaffe og havetur.

Tak for nu
Tak for alle jeres søde kommentarer igennem tiderne

lørdag den 3. juli 2021

Hvid og lyserød med stænk af gult



Det er haven lige nu.

Overdådig - frodig - fantastisk duftende

Roserne i pergolaen er Helena Lykkefund og Trier, de står i hver sin side af pergolaen. På billedet her ses Lykkefund.

Desuden er der på indersiden plantet Claire Austin og ved siden af igen står Crown Princess Margareta.

Et par clematis gror også i pergolaen, men de er ikke kommet i blomst endnu.

Nu er pergolaen et par år gammel og Lykkefund er ved at kravle op ovenpå, som jo også er meningen med det hele.



Her er Trier, som ligner Lykkefund en del, men som remonterer, så vi kan have glæde af de smukke hvide blomster i lang tid.




Ghislaine Feligonde på billedet herover og ved siden af står stor og mægtig lige langs flisestien på vej op til hoveddøren - det giver mange daglige snif og blikke.


Billederne nedenfor er af riddersporer, som også er kæmpestore i år - samt en ukendt rose og pæon.





Det lyserøde kommer der lidt af her i collagen.
Flere overdådige lyserøde pæoner, den fyldte lyserøde valmue og rosen Augusta Luise.



Her ses pergolaen fra den anden side med Crown Princess Margareta i front.



På den anden side af huset (samme side som Ghislaine Feligonde - altså flisestien op til hoveddøren) står endnu en af mine yndlingsroser:  Graham Thomas
Den er gammel i vores have og var ikke så pæn sidste år, så den fik saksen her i det tidlige forår, og det er der kommet dette resultat ud af.
Hver gang jeg ser mine lysegule roser, så synes jeg simpelthen at DE er de allersmukkeste af alle roser.

(indtil jeg så ser en lyserød eller mørk eller hvid...)



Længere henne ad flisestien, på vej om i baghaven, mødes man af dette syn.
Det er jeg også meget begejstret for.
Roserne er Jaques Cartier.



I baghaven ved morgenmadsterrasssen brillierer Queen of Sweden - et stensikkert hit her i haven.
Den fik også en god nedklipning i år.


Til sidst vil jeg vise Scepter'd Isle, som blev klippet helt ned til 20 cm i begyndelsen af april.
Det har nu givet en busk, med hundredevis af knopper og i en højde, hvor selv jeg kan se !
Dette råd er hermed givet videre.
Scepter'd Isle viser jeg selvfølgelig igen når den er i fuld blomst.


Nu går der måske lidt sommerferie i den, så vi ses lidt sporadisk på bloggen.

Tak for alle jeres søde kommentarer på de seneste indlæg.

Ønsker jer alle en rigtig dejlig sommer(ferie).







onsdag den 17. juni 2020

Juni frodighed


Det hele går så stærkt og man når næsten ikke at blogge, men stemningsbilleder fra min frodige juni-have skal der nu til...

Dronningebusken er mageløst smuk i år:


De store hosta rundt i kanten her under dronningebusken kan jeg virkelig godt lide.



Pæon Duchesse de Nemours er utroligt blomsterrig i år:



Augusta Luise har haft godt af god pleje med vand og gødning og en solrig plads:


Benjamin Britten er blevet til en kæmpestor buskrose - hvem ville have troet det.
"Han" slynger sig med både digitalis, geranium Patricia og bonderoser - sikken heldig rad.



Højt til vejr er den smukke Gertrud Jekyll:



Her er Alfred Carriere med i billedet - den fylder hele blommetræet - et skønt bytte.



Haven bugner af roser, pæoner, digitalis og meget andet - juni er nu den allersmukkeste, især i sommervejr.




De næste par aftener er jeg ikke hjemme/har gæster, så blogning er helt udelukket - men jeg håber at I nyder sommeren derude.


onsdag den 26. juni 2019

Hvide roser og pæoner


K O R R E K T I O N:  Jeg har ikke 100 forskellige roser, men ca. 100 roser i alt. Da rosenhækken består af 20 lyserøde The Alnwick Rose kan der alene af den grund trækkes noget fra de mange forskellige.
En dag tæller jeg måske op og laver en opgørelse :)

De lyserøde er skønne, men nu skal I alligevel se nogle prægtige hvide roser, og dem har jeg i mange størrelser. 

Jeg viser også billeder af den nye pergola - det kalder vi den stadig, selvom det er næsten 2 år siden vi lavede den. Men nu er roserne i den ved at komme i god vækst.

Godt man ikke skal vælge hvilken farve man bedst kan lide...


En super dejlig hvid rose:   Ilse Krohn Superior


Mme Alfred Carriere gror i blommetræet og
har nok 200 blomster lige nu.

Desværre er den meget svær at fotografere ordenligt.


Men nedenfor kommer afsnittet om pergolaen.

I forgrunden Malvern Hills. Midt i stien blærespirea Diablo

Trier
Helena Lykkefund

Til højre Helena Lykkefund, pæoner i midten og til venstre Malvern Hills


I den ene side af pergolaen har vi plantet Helena Lykkefund (det er til højre i dette billede) og i modsatte side - efter Malenes/(Romantikken) anbefalinger - en Trier rose, som ligner Helena til forveksling, men som remonterer. Det gør Helena jo ikke. 


Trier rosen

Helena Lykkefund

Helena Lykkefund

Claire Austin
Malvern Hills

Morten Korch

Vi har plantet staudesalvie ved pergolaen for at give de lyse roser lidt modspil.
Her er det først Amethyst og nedenunder CaraDonna:



Det er første år at dette område i haven er vokset godt til og jeg er selvsagt HAPPY-HAPPY :)

Ja, hvis du orker flere roser, så har jeg jo også en del gule og orange - de må på en anden dag.