Det har haven haft godt af og trængt til og jeg glæder mig over at roserne fik første gødning i søndags.
Nu skal jeg altså lige have sat mig ind i om ikke også vores rhododendron buske skal have første gødning.
Jeg skulle jo gerne kunne sikre mig blomstring som denne.
Den hedder Gartendirektor Glocker og er af williamsianum arten.
Billedet ovenfor er fra forrige sommer. Planten er faktisk 11 år gammel, men for 3 år siden faldt en stor mængde sne ned fra taget og begravede planten helt. Derved knækkede den faktisk helt i stykker. Vi overvejede om den skulle helt væk, men endte med at klippe den helt ned og lade den skyde fra bunden, og det var et klogt valg, har det sidenhen vist sig. For den er heldigvis kommet rigtigt fint igen.
Denne blomstrer som den allerførste af vore rhododendroner, i slutningen af april eller begyndelsen af maj.