Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.
Viser opslag med etiketten Øjenbæ. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Øjenbæ. Vis alle opslag

mandag den 31. marts 2014

... hvad laver han dog... Eller en historie om øjebæ




En gang for flere år siden kørte der en lille serie rundt om på bloggene, hvor man tog mod til sig og viste noget at det, der ikke var så fint og dejligt i ens have, noget som måske ligefrem var en skændsel i haven og som man behændigt undgik når der skulle tages billeder.


Mit øjenbæ var i høj grad den lange betonmur, som er over til naboen langs hele vores indgangsparti/
flisegangen fra indkørslen op langs hele huset.


Billedet er fra efteråret 2011

I 2012 fik vi lavet det hvide og gule bed og fik nappet den største bid af græsset. Der blev plantet mange forskellige ting, og vi er ikke i mål endnu, men det ser helt fint ud :)




I 2013 lavede vi det blå bed, som ligger i forlængelse af det gule bed, og det er vi heller ikke færdige med, men det bliver vi i år.

Altså så færdige som man nu kan, for der opstår jo hele tiden muligheden for at ændre, tilføje, slette osv.

Fra den ene vinkel

Fra den anden vinkel

Det blå bed bliver i år suppleret med flere roser af typen "Rhapsody in Blue"  (den første fik jeg sidste år af Lisbeth "Høneballe") og "Burgundy Ice". Desuden kommer der flere blå stauder til.


Henne ved dammen er vi godt i gang med at forskønne betonmuren

I det hele taget er der kommet fokus på planter og blomster i stedet for den grimme betonmur, selvom den ikke er skjult.


... hvor vil jeg egentlig hen med denne historie?

Jo, ovenfor muren er plantet et antal cypresser, som efterhånden er blevet ganske store (og grimme). Det lever vi med - da det er naboens planter.


MEN vi kan se at muren er begyndt at skråne en smule, og det er faktisk blevet værre fra sidste år.

Vi har en teori om at det er cypressernes rødder der presser udad og langsomt skubber til muren.

Så nu er vi med tilladelse fra naboen gået i gang med at fjerne disse træer, og så håber vi at murens fald hermed er standset.

Hegnet skal herefter renses for alger og så har jeg fået lov at plante lige hvad jeg vil til at forskønne hegnet.

Det er jo en oplagt chance for at få købt flere klatreroser og clematis - ih, hvor jeg synes at det er et godt bytte for de grimme cypresser, som efter min mening stadig hører hjemme på kirkegården.

Nedenfor ses hegnet der hvor der indtil i går stod en af de store cypresser.

Efterfølgende billeder er bare for at vise hvordan man kan gøre, hvis man skal have en kæmpestor og tung trærod ned fra muren uden at beskadige alle de små vækster nede i bedet.


Der hvor hullet er i hegnet, skal der retableres en gittersektion,
som vi midtertidigt måtte demontere. Det er her jeg vil plante klatreroser
og clematis, som gerne må brede sig til siderne på hegnet også.


Nej, det er ikke en rutchebane for voksne...
men en slidske som træet kurede ned ad - jeg trak og Malcolm skubbede.

Og så lå den der...  Og der er 3 cypresser mere at gå i gang med.
Godt at jeg har en stærk mand, der kan grave og knokle.
Dette kunne jeg slet ikke selv have håndteret.

Til at pynte på hegnet har jeg allerede købt en "Constance Spry" rose og bestilt en "The Generous Gardner". Den tredje rose har jeg ikke valgt endnu, ligesom jeg også nærstuderer forskellige clematis forslag. Der er jo nok at tage af. Jeg tænker at der skal være nogle gruppe 3 clematis, som kan tage over når roserne er afblomstret - for sådan en som den skønne Constance Spry blomstrer jo kun 1 gang og remonterer desværre ikke. Men rigtigt planlagt kan man godt have et blomstrende hegn i mange måneder.

Du kan læse hele den gamle historie om øjenbæ her.


tirsdag den 8. november 2011

Øjenbæ af en helt anden karat...

November måneds tema, lanceret af Frk. Solhat, om Eyesore eller det mundrette danske "Øjenbæ" har bragt mig vidt omkring på de forskellige blogge, og hvor har jeg gyst og grint ....:) ... Alle de sjove indlæg med uhyrlige hjørner i haven og garagen, rod og forfald, kaninslotte, fryserkurve, hundepaladser, væltede brændestabler, vandbaljer og græs i hegn og punkterede skydedøre....  Hold nu op, hvor har det været befriende at få alle disse billeder koblet på de ellers flotte og beundringsværdige haver.

Mit øjenbæ går i en lidt anden retning. Vores grund er aflang, vores hus er et aflangt hus (ikke noget med hyggekrog i husets vinkelterrasse, desværre), og huset er ikke så gammelt, at noget er blevet til øjenbæ endnu. Vi prøver skam også at holde det pænt vedlige, og det går egentlig meget godt.

Men, men, men - terrænet skråner, og derfor har naboen til den ene side været nødt til at bygge en beton-mur op for at få niveu til sin have. Det er de sødeste naboer, man kan tænke sig, og de har helt frivilligt valgt at sætte deres hegn et pænt stykke inde på egen grund, for at give os lidt luft og lys og det sætter vi stor pris på. Planterne ovenfor er deres valg, dog havde vi de første 5 år gyvel deroppe også, men de blev så store og grimme at vi fjernede dem.

Nu til sagen....   Mit eyesore er helt sikkert den GRIMME mur af betonblokke. Selvom vi har plantet blåpuder i alle hullerne og har forsøgt os med lidt clematis, der skal vokse henad og skjule lidt, så er vi slet ikke nået dertil, hvor det er pænt.


Hen midt på muren (som er lige ud for vores køkkenkarnap) har vi et relativt stort bed med lidt roser, høstanemoner og de skønneste tulipaner om foråret. Men muren er simpelthen så lang og dominerende, her ses et kig på den anden side af bedet hvor man ser den lille dam i baggrunden.


Det bliver ikke bedre i "close-up":


Det er mig, der har tjansen med at luge i bedene ovenfor, og jeg er blevet godt og grundigt træt af at rende rundt deroppe i tide og utide. Jeg tror jeg har luget der en 10-12 gange i denne sæson og nu har jeg bestemt mig for at der må plantes (selvom det ikke er vores jord).

Hvad skal jeg plante?  Jeg har tænkt på geranium af lave slags og evt. Sct.Hans urt. Det må jo ikke være noget, der bliver for højt, og samtidig skal det kunne dække jorden, passe til omgivelserne, ikke koste en formue (da det jo ikke er vores jord, og derfor måske kan kræves fjernet ved ejerskifte) osv...



I øvrigt har jeg vide planer for hele græsarealet fra indgangen og op langs huset. Jeg tænker på at lave et hvidt bed og et lysegult bed, som skal erstatte græs og skjule betonmur og som skal omfatte alskens roser, pæoner og stauder og selvfølgelig flere clematis. Det bliver næppe de første par år at disse planer føres ud i livet, men drømmene har man jo lov at have og alle sine små lister med planteforslag og "must-haves" som man finder inspiration til overalt i blogverden.

Ja, I får slet ikke noget rigtigt pænt fra mig i dag... Kun pæne ønsker om gode planteforslag til ovenpå muren...  I skal være velkomne.


PS.....  selvfølgelig har vi også et lille rodehjørne inderst i carporten, lidt værre nu end om sommeren, men det kan vist slet ikke måle sig med nogle af de andre indlæg, så jeg vil spare jer...   og pudse glorien :)