Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

lørdag den 10. september 2016

Comeback i gult....



Der er ikke meget der glæder mig mere i øjeblikket end mine smukke gule roser.

Jeg har vist før fortalt at jeg har Graham Thomas lige uden for køkkenkarnappen og kan stå og smile til de smukke gule rosenblomster når jeg har køkkentjansen.



Længere henne ad flisestien står i det gule bed flere gule roser, nemlig The Pilgrim og Charlotte (og Ghislaine Feligonde).


I dette indlæg er der udelukkende billeder af Graham Thomas og The Pilgrim og så et par følgeplanter.
(Alle billeder er taget i dag, en skøn, skøn sommerdag).



Som andre også har erfaret, så kan haven noget helt særligt, når man trænger til opmuntring.



























For henved to uger siden smed jeg pausebillede på bloggen og jeg vil kort fortælle hvorfor.

Måske synes du ikke det kommer dig som læser ved, måske synes man at det er at krænge for meget ud af sit privatliv.

I så fald vil jeg anbefale at du ikke læser videre.






























Min ufrivillige blogpause kom af at vi pludselig blev sendt til tælling.
To forfærdelige uger er gået med voldsomme følelser af afmagt, sorg og vrede.

Den kvinde, som jeg troede skulle være min svigerdatter, ændrede opfattelse af hele verdenssituationen og smed min søn ud og dømte dermed også os ude af et normalt bedsteforældreforhold.

Det er en slem situation at være i, især for babyens far og det bedste vi kunne gøre, var da også at samle stumperne op og være der for ham.




Nu vil der så med tiden opstå en ny hverdag for os alle og den skal vi sikkert nok komme til at holde af også, men tanken om hvordan tingene kunne have været, er svær at holde ud.

Så er det, man hiver stikket og trækker sig lidt tilbage.

























Haven er heldigvis bestandig og det har været så skønt at kunne være derude i de seneste dage og nyde det skønne sensommervejr.

I dag har vi også arbejdet i den eftergroede køkkenhave, og det har helt sikkert også været godt for psyken.



Der skal mange flere havedage til.



Og når sensommeren en skønne dag viser sig at være overstået, vil jeg helt sikkert dykke ned i mine skønne ferieminder og vise jer en masse dejlige billeder fra Canada.

Canada lå før hele vores verden ramlede.

Det er værd at huske.


Tak fordi du alligevel læste med :)







34 kommentarer:

  1. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, men jeg synes at du skal vide at jeg blev berørt og ked af det da jeg læste dit indlæg, og selv om jeg er en vildtfremmed, så sender jeg dig varme tanker og ønsker om at tingene vil normalisere sig, og at I får lov til at få den glæde og de dejlige oplevelser, som et lille nyt barn bringer med sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det er jo ikke min mening at gøre andre kede af det, men jeg er faktisk glad for at kunne dele.

      Slet
  2. Kære Ulla
    Det virker så fuldstændig uforståeligt og hjerteløst for os, der læser din beretning, at jeg slet ikke tør tænke på, hvad I må gennemgå lige nu - det gør mig så ondt for jer!
    Også jeg håber inderligt, at der kommer ro på situationen, så både I og jeres søn bliver en væsentlig del af den lille nys liv.
    Mange kærlige tanker til jer - Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har været utroligt hårdt, men som dagene går, bliver man jo bedre og bedre til at tænke på det uden at blive helt vildt ked af det. Vi skal jo have fundet os tilrette i vores "nye" rolle. Tak for din søde kommentar.

      Slet
  3. Jeg kender dig ikke personligt men vil alligevel sende dig et kæmpe kram og ønske det bedste for jer alle sammen. Håber at rigtig mange havedage kan bringe lidt glæde ind i dit liv igen. Godt at du tør skrive om det her. Det har i hvert fald hjulpet mig meget at jeg har kunnet bruge bloggen til at få nedfældet en masse tanker i forbindelse med det jeg har været igennem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tager jeg imod :) Situationen fylder så meget i mit liv nu, at jeg føler mig nødsaget til at dele. Tusind tak.

      Slet
  4. Kære Ulla! Pyha - din fortælling om de sidste uger gik lige i hjertet på mig - så trist at sådan noget sker - din søn må lide forfærdeligt, men mon ikke når din ekssvigerdatter er "landet igen" efter fødslen I kan finde frem til en løsning, hvor I også kan få en plads i jeres lille barnebarns liv - det håber jeg for jer - det er jo en gave for ethvert barn at have bedsteforældre og omvendt selvfølgelig- de varmeste tanker og ønsker herfra Lisbeth fra nordjylland

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, ja - vi vil helt sikkert støtte op omkring samvær og bedsteforældre ting, men desværre bliver det jo først når den lille dreng er blevet lidt større.

      Slet
  5. Masser af kærlige tanker herfra.

    SvarSlet
  6. Smukke gule billeder sammen med en forfærdelig trist historie. Vi håber alle, at situationen bedre sig, så både I og sønnen kan få glæde af det lille nye barn, som også gerne skal have glæde af både sin far og sine dejlige bedsteforældre. Jeg krydser alt hvad krydses kan, for at situationen snart bliver meget bedre.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, tak, søde Lisbeth. Man føler sig så magtesløs og tom indeni. Tiden vil dog læge, det ved vi jo.
      Knus

      Slet
  7. Hej Ulla

    Godt at se dig tilbage igen:)
    De vigtigste er, at det lille barn skærmes max, fra den uro det fører med sig, når vi voksne ikke lige kan finde ud af det.

    Varme tanker herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har du ret i, det er altafgørende. Tak

      Slet
  8. Kære Ulla
    Pyha!! Det var noget af en mundfuld, forstår godt benene blev slået væk under jer alle, hvis i ikke havde set det komme. Jeg kender ikke forhistorien til det skete, men kan ikke lade være med at tænke på, om den nybagte mor kan have fået en fødselsdepression.
    Håber for jer alle, at de unge mennesker finder en fornuftig løsning omkring samvær med barnet, når den værste storm er drevet over.
    Tænker på jer.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din betænksomhed, det har vi også selv tænkt på, men desværre ser det ud til at hele historien har været planlagt i en vis udstrækning. Heldigvis er barnet i gode hænder hos sin mor so tager sig godt af ham.

      Slet
  9. Kære Ulla og Malcom.
    Sikke et stormvejr i og sønnen har været igennem (og måske stadigvæk står midt i). Det gør mig oprigtigt ondt og ked af det. De varmeste tanker herfra og de bedste ønsker om en god og holdbar løsning, hvor i alle kan nyde glæden ved og kærligheden fra den lille ny baby, som er kommet ind i jeres liv.
    Haven er der gudskelov altid til at yde sin støtte og glæde på en gråvejrsdag.
    Varme knus og kram Heike

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Heike, det varmer altsammen, der kommer jo nok en "normal" hverdag for os allesammen, jeg håber virkelig de to forældre kan komme overens med samvær mm.

      Slet
  10. Puha.
    Det er jeg ked af at læse. Håber det vil være muligt med en løsning alle kan leve med.

    Mange tanker fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar. Vi må vente og se.

      Slet
  11. Kære Ulla,
    Det gør mig ondt for jer. Håber ligesom alle de andre, at der kommer en løsning som er til at leve med, både for jer og jeres søn. Haven kan heldigvis bruges som et sted, hvor man kan finde opmuntring og glæde.
    Knus Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg virkelig også, det vil vi i hvert fald støtte op omkring. Tak :)

      Slet
  12. Når livet viser sig fra sin mere barske side, er der ikke noget så godt som at "søge tilflugt" i haven. Og du har virkelig mange skønne blomster at kikke på og dufte til, når du går derude.
    De gule roser og de hvide høstanemoner er så flotte sammen.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt, det har jeg også måttet sande. Tak :)

      Slet
  13. Det gør mig ondt for jer alle - kan godt forstå, du havde brug for at trække blogstikket en tid. Håber, sønnen og svigerdatteren finder en vej, som både baby, de og I kan trives med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi må se, det håber jeg virkelig også, det er så uvirkeligt lige nu.

      Slet
  14. Hej Ulla. Det er jeg godt nok ked af at høre. Det var en utrolig barsk oplevelse af få for jeres søn men også for jer. Jeg håber og tror I kommer igennem det. Jeg har virkelig ondt af jeres søn, for det er da så stor en glæde at blive far. Jeg håber ikke han går glip af alt for meget med drengens opvækst. Godt I holder sammen.
    Dine gule roser er virkelig smukke. Den ene flottere end den anden og så er billederne supergode. Haven er fantastisk i sådan en situation.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har været helt forfærdeligt og også meget uvirkeligt. Jeg håber at de kan finde en god ordning.
      Tak for dine søde ord.

      Slet
  15. Kære Ulla.Hvor blev jeg ked af det på jeres vegne da jeg læste dit indlæg.Er lige kommet hjem fra Gittes fødselsdag,og læste den kedeligt nyhed.
    Føler med jer begge og din søn.Men håber der kan komme en god løsning ud af det hele.
    Godt at i har jeres smukke have at søge lidt trøst i.
    Og smukke gule roser du viser.
    Mange trøstende tanker og store knus til dig.Kærlig hilsener Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak , mange tak. Ja, det var virkelig ikke sådan vi havde set os selv og vores søn, det er en svær mundfuld at få ned. Men vi vil jo komme på den anden side af der en dag, det ved man jo med sin fornuft.
      Ja, roserne er rigtig smukke lige nu, en stor glæde. Knus

      Slet
  16. Kære Ulla, hvor gør det ondt at læse grunden til din blog pause. Alle ved jo hvor meget man glæder sig til sådan et lille nyt familiemedlem. Det er forfærdeligt når den glæde så bliver revet fra en. Værst er det for jeres søn og lige meget hvor gamle vores børn bliver så er det forfærdeligt at se dem lide.Hvor er det godt han har jer der kan støtte og trøste og så håber jeg af hele mit hjerte at der kommer orden på situationen så i kan nyde det lille pus.
    Godt i har haven hvor i kan komme af med noget af det der er i tankerne og godt at vejret er så fantastisk så alle planterne får en endnu smukkere farve. Fantastiske billeder du har taget.
    Stort Knus og masser af tanker til jer Alle 3.
    Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, søde Linda. Det gør så ondt langt ind i mig og er svært at rumme, men hverdagen presser sig jo også på og man skal være "praktisk" omkring nogle ting. Vi håber også på en tålelig samværsfremtid med den lille dreng for vores søn. Så må vi hægte os på så godt vi kan når han er blevet lidt større, men æv.. Det var anderledes at det skulle have været.
      Tak for dine søde ord :)
      Knus

      Slet
  17. Kæreste Ulla og Mr. M....Og ikke mindst jeres søn. Det lyder som en ubeskrivelig voldsom følelsesmæssig rutsjetur I alle er igennem. Ikke ligefrem det man forestiller sig skal ske for dem man elsker. Håber inderligt at i finder en vej i det hele. Masser af knus og tanker fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, - ja, det er ikke sjovt og vi har alle været helt ude i tovene rent følelsesmæssigt. Forholdet kan ikke spoles tilbage, men der kommer forhåbentlig snart en struktureret hverdag med samvær mellem far og søn. Så må farmoderen jo vente, men trist er det virkelig.
      Knus

      Slet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.