Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

lørdag den 2. september 2017

Ny pergola - Sommerens store projekt


 

... at jeg er gift med en skøn handyman, det ved vist mange af jer :)




Så alt hvad jeg nu vil vise i dette indlæg, er en fortælling om hvad handyman' Mr. M. og jeg i lang tid havde gået og talt om og tænkt over og vendt og drejet.


For vi ville så gerne have en rosenbue i den forreste del af haven, så vi kunne lave nogle flere haverum i haven.   (Og så at jeg kunne få én klatrerose mere....).


Først ville vi have en stor bue i noget rustent jern, men den skulle jo være stor, den bue - og dyrt ville det også blive.







Så tænkte vi stolper op og stolper ned - og stolper blev det.

Med rustent jern imellem.

Det var så dejligt at have besluttet at der skulle fire stolper til og så to mere til overligger, så ville vi have en slags portal ind til næste haverum.



Men så var vi hos Malene og der fik vi endnu flere gode ideer. Vi havde jo bestemt os for at rosen til buen skulle være Helena Lykkefund, og det stod nu klart at hun nok skulle have endnu flere stolper at boltre sig på.


Og så kan jeg godt sige jer, at det gik stærkt.

Nu trådte Handyman'en i karakter og gik i gang. Så projekt NY PERGOLA blev simpelthen lavet i sommerferien i år i stedet for her til efteråret eller næste forår som vi egentlig først havde talt om.


Billederne ovenfor er bare for at "krydre" lidt - her kommer billederne fra byggeprocessen:

Og jeg kan garantere, at der er blevet brugt ordentligt værktøj og alting er i vater og stolperne er beskyttet med metal forneden og malet 4 gange.

Mr. M. har lavet det hele selv - jeg har kun hjulpet med at holde vaterpasset og med at plante roserne.







Som det ses her, valgte vi at lave en side mere, som er sat på skrå og ind midt i det gamle staudebed.
Det giver en fantastisk virkning og vi måtte noget i tænkeboks for at få det pænt.


Der er lagt sten imellem de to sider af pergolaen, men det er meningen at al græsset skal væk
og der skal laves en sti der hvor græsset er.

Bagerst ses den gamle "New Dawn" som har fået en ny pæl at vokse på.

Så er der plantet.

Helena Lykkefund til venstre, hun står i vinklen mellem de to pergolaer og kan dermed brede sig både til
højre og venstre. På indersiden er plantet Austin rosen "Clair".

Der blev vandet grundigt. Det var den 29. juli.
Hvem kunne vide at resten af sommeren ville blive så regnfyldt og kølig. Vi har faktisk ikke vandet siden !

Her er arbejdet med at grave græstørv af påbegyndt.
Det kommer til at foregå i små bidder.

Lidt længere i processen

De skønne Dahliaer - her skal de også stå til næste år, men hele dette gamle rosenbed skal laves om her i efteråret.


Sådan ser der ud når man træder ind i haven. Billedet er ganske nyt.
Alt græsset her skal også fjernes. - Vi har haft det græs, vi skal ha'!



Det lykkelige ved denne udvidede pergola er jo at der blev plads til mere end én klatrerose.

Vi har plantet:

  • Helena Lykkefund imellem de to pergolaer
  • Trier rosen på modsat side af stien på den anden side af pergolaen
  • Clair Austin på den ene inderside
  • En ukendt lille småblomstrende hvid rose på den anden inderside
  • Flyttet Crown Princess Margareta ind på tredje inderside (hun trængte voldsomt til at komme ud af sin krukke, som hun havde stået i i en 4-5 år)
  • OG: bonusrosen blev "Malvern Hills", som skal være klatrerose på den sidste yderside. 

Jeg havde virkelig svære overvejelser om hvilken klatrerose, der skulle være for enden af pergolaen.

Visse læsere vil vide at jeg var ude i noget med Blush Rambler, Minnehaha, Veilchenblau, og flere andre, men til sidst blev jeg enig med mig selv om at jeg skulle have noget, som jeg ikke har set hos andre og at jeg ville fastholde det hvide og gule look her på pergolaen. Og så skulle rosen være remonterende, for det er Helena Lykkefund jo ikke.

Så det blev Malvern Hills  (selvfølgelig en Austin) og her kan I se den første blomstring, som er lige nu.


Jeg er så glad og taknemmelig for at dette store projekt blev lavet i år.

Der resterer stadigt et stort arbejde med at få det sidste græs fjernet og få ændret det gamle rosenbed til noget helt andet, men der er stadig et par måneder at arbejde i.

Der skal også fyldes stabilgrus i stien og til foråret skal den endelige belægning laves.

Jeg kan allerede nu løfte sløret for at jeg påtænker at holde blogtræf næste år midt i august - da regner jeg med at jeg er klar til at vise det hele frem :)


Ja, det blev ret meget tekst - beklager... men jeg er sikker på at I forstår min begejstring.

Ha' nu en skøn søndag - jeg skal ud på min årlige 103 km cykeltur, hvis ellers knæet kan klare det.




Hanging baskets


... endnu en engelsk overskrift - det er altså bare tilfældigt - for jeg ved faktisk ikke hvad jeg ellers skal kalde disse...

Så mens jeg forbereder et længere indlæg om vores sommerprojekt, kan I nyde vores (engelske) hanging baskets:



torsdag den 31. august 2017

Meet Princess Kate


Langt om længe er min nyeste clematis Princess Kate sprunget ud.

Jeg købte den på "restmarked" sidste efterår og den fik en hård start i foråret og måtte kæmpe sig op gennem al den bladdækning, jeg havde dænget den til med for at vinterbeskytte den.

Faktisk havde jeg opgivet planten, men for et par måneder siden så jeg flere grønne spirer i fuld fart frem.

Nu håber jeg at Princess Kate med tiden bliver lige så smuk som den anden clematis prinsesse jeg har.





... det var bare et lille pip fra mig :)


torsdag den 24. august 2017

Sensommer - ja, med sommer på...

Nøj, for en skøn sommerdag i går - heldige dem, der havde fødselsdag der :)

For bare anden eller tredje gang i år sad vi ude på terrassen og spiste aftensmaden, det var skønt.

Fik lige lyst til at vise lidt løst og fast fra vores skønne sensommerhave:


ER dette en Silke-katost, Linda ??











































Tiden flyver afsted - jeg begriber ikke at vi nu er ved at være i slutningen af august.

Men jeg er da sikker på at vi får en skøn september :)