Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

mandag den 15. oktober 2012

Nu er hele haven næsten gul

 
Efterårsgul

Forfaldet slår igennem, men det har helt sikkert sin egen skønhed.



Inden længe er det helt slut med Dahliaerne og modsat mange har vi altså ikke taget dem op endnu. De skal lige have en snert af frosten før det sker. Og man er jo ikke i tvivl, for lige så snart frosten har været på besøg en enkelt nat så er er Dahlierne svedet af. Og så kommer de op.




Men nogle stauder lader som om intet er hændt.

Her er det gul (ukendt) scabiose og marguerit "Broadway Lights".



Høstanemonerne lyser dejligt op endnu
 
 
Et par oversigtsbilleder:
 

 

Liljekonvalbusken viser begyndende efterårsfarve - helt sikkert en af grundene til at vi har den i haven, da den indtil blomstringen, som først finder sted i september, er utrolig kedelig at se på.

 
Disse billeder er taget ved 17-tiden i dag og herefter gik jeg i gang med at tømme denne kasse løg.
 
200 krokusløg, tulipaner TARDA (botaniske) og en ny AKEBONO samt to slags vintergækker, og ikke mindst hyacinter CITY OF HARLEM (desværre kun 10, de er dyre...) og 24 stk. vibeæg.
 
Så mørket var faldet på inden jeg blev færdig, men nu er de alle i jorden.
 
 



24 kommentarer:

  1. Ja du har da godt nok været flittig. Jeg har ikke lagt mange løg endnu, næste tirsdag skal jeg en tur i Bilka, så må vi se om der stadig er løg at få.
    Mine dahliaer står også endnu, så længe de er kønne, skal vi da ikke tage dem op.
    Jeg har da liljekonvalbusken på grund af duften, de dufter så skønt.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har ret, liljekonvalbusken dufter skønt, men er jo ikke særlig smuk på det tidspunkt heller...

      Slet
  2. Hold da op et blomsterflor du skal have til foråret.
    Det ser ud som en spændende sti, der går op til terrassen midt i alt det grønne (nu gule).
    VH Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Om foråret trænger vi bare sådan til blomster, så arbejdet må gøres nu... :) Ja, stien til terrassen er næsten ikke nogen sti, men blot en lille række fliser, men det hele er vokset godt til nu.

      Slet
  3. Godaften Ulla.ja! nu er er det de gyldne farvers tid.Min marguerit står også fint endnu-godt køb vi to gjorde.Og sikke da en masse løg du har fået lagt.Det skal nok blive smukt til foråret når det hele kommer op.Men stort arbejde at lægge så mange løg.Godaften Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, et par dejlige planter :) Løglægning er faktisk noget jeg rigtig godt kan li', men tid tager det da.

      Slet
  4. Det er nu en smuk gul have du har. Her har frosten heller ikke taget livet af alle dahliaerne.
    Sikke flittig du har været med løglægningen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dahliaerne skal bare nydes sålænge som muligt. Mht. løg så bliver man jo fristet over evne når man kommer ud i butikkerne - svært at begrænse sig :)

      Slet
  5. Jeg har heller ikke taget georginerne op endnu, eller ind. For jeg har kun en 5-6 stykker i potter. Flere af dem i drivhuset, der har de det stadig godt.

    Det bliver dejligt med alle de løg til foråret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dine georginer i drivhuset har du sikkert i lang tid endnu, Hanne. Næste år burde jeg nok prøve at så nogle af de enkelte, dine var så smukke.

      Slet
  6. Er det storkonvaller (huskonval) du viser på det første foto? Mine bliver nemlig altid gnasket igennem af larver, så de er for længst klippet tilbage.
    Men heller ikke på disse breddegrader har frosten nået dahlia, de står flotte endnu, dog er jeg ikke længere så flink til at deadheade... lidt doven har man vel lov til at være efter en lang sommer ;o)
    Du har til gengæld fået klaret et flot løglæggerjob, gevinsten venter til foråret og det kan bestemt holde en igang med dette til tider snaskede job... :oD

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er storkonval, som efterhånden er ved at få en fin størrelse. De første mange år var det blot nogle få "pinde" der kom op af jorden, men nu begynder det at ligne noget. Heldigvis ingen larver her... Ja, vi må knokle lidt for forårets blomsterflor, det er en stor "gulerod" når man ligger der med rumpetten i vejret :)

      Slet
  7. Puha, blev helt træt bare af at læse om alle de løg du har lagt. (det er min hadeaktivitet i haven......) Men belønningen til foråret er til at tage og føle på. Efterårets farver elsker jeg, og forfaldet har netop sin helt egen skønhed, så det vil jeg slet ikke være foruden. Hos mig står de dejlige dahliaer også stadig i jorden og det ser da heldigvis ud til at det varer lidt før frosten kommer.
    Mange hilsner
    Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker også efterårsfarverne, det sætter virkelig krydderi på en solskinsdag her i efteråret. Mon ikke vi kan vente noget tid med Dahliaerne, det tror jeg.

      Slet
  8. Så smukt der er i din have. Skønt med alle de gule farver. Havedammene ser fantastiske ud og den nyeste er det næsten ikke til at tro det var i sommers I lavede den! Flotte farver i løg du har valgt.
    Jeg blev ekstra glad, da jeg så dit indlæg og der var billede af havedam. Vi taler meget havedam i disse dage, da vi gerne vil anlægge en mindre en til næste år, og så er det skønt at få inspiration fra andre. Har lige læst dine indlæg fra tidligere om anlæggelsen og det var rigtig informativt og spændende.
    Rigtig god dag,
    Kh
    Rose

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine søde kommentarer, Rose. Vi er meget glade for og tilfredse med de to damme, de tilfører så meget til haven, selvom de også optager megen plads. Er da glad for at høre at du kunne bruge vores erfaringer om ombygningen. Den store dam er ca. 8 år gammel og blev anlagt efter samme principper, bortset fra at der ikke er "vandfald" støbt. God fornøjelse med jeres anlæg af havedam :)

      Slet
  9. Sikke mange løg du har lagt. Det bliver dejligt til foråret. Jeg har også lagt en del løg, men har stadig en del tulipanløg der mangler. Jeg har gravet 2 dahlia op, men den sidste får lov at blomstre til frosten kommer. Mine hvide høstanemoner står også smukt endnu. Nu skulle der komme gode temperaturer sidst på ugen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså bare dejligt med blomsterløg, og man bliver jo fristet rigtigt meget i butikker og planteskoler for tiden. Så kan vi alle glæde os til forårsfloret :)

      Slet
  10. Hold da op en portion løg! Det bliver da pragtfuldt til foråret :-)
    Jeg tager heller ikke Georginerne op før de har fået frost. De skulle få en tykkere 'skræl' hvis man venter, så de overvintrer bedre, har jeg hørt.
    Smukke gule billeder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder da godt, hvis georginerne bliver endnu bedre til at overvintre ved en snert frost først. Faktisk har jeg tænkt på at investere i flere georginer til næste år, da de er næsten lige så fristende som forårsløgene - bare til hver sin tid.

      Slet
  11. Jeg har slet ikke overvejet at tage dahliaerne op, før der kommer frost. Jeg synes det er synd, når de stadigvæk står med både blomster og store knopper. Løgene mangler jeg også at få lagt, og det burde jeg nok snart gøre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er ikke til at nå det hele, men løg kan man da lægge i nogen tid endnu og dahliaerne når vi nok også at få "høstet" når de er klar til det. God arbejdslyst.

      Jeg fik for øvrigt også plantet dine fire Anis Isop i søndags, det bliver godt, Lene :)

      Slet
  12. Hej Ulla. HVor har du været flittig med at plante løg. Du kan godt glæde dig til City of Harlem. Farven er lige præcis den rigtige gule og duften er meget stærk, den spreder sig ud over et stort område og dufter fantastisk.
    Det er nogle meget flotte oversigtsbilleder du viser. Jeg synes, jeres have er meget interessant og smuk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tak Birgitte :) Du kan tro, jeg glæder mig til City of Harlem, jeg har jo læst og hørt en masse godt om dem hos Claus Dalby og andre steder. En skam at man ikke bare kan plante 50 af alting:) Mon du også har dem?

      Slet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.