Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

søndag den 13. oktober 2019

Sikke en dejlig lørdag i haven


I går var præcis sådan en vejrtype, som jeg godt kan lide at gå i haven i her om efteråret.

Sol og ganske vist noget blæst, men milde efterårstemperaturer.

Og det var heldigt, for vi havde en plan om at arbejde i haven så  meget som muligt, da vi er noget bagefter med alting.

Her kan I se hvordan solen skinnede ned gennem alunroden:


Jeg fik luget det blå bed helt i bund og delt en geranium "Midnight Reiter" i flere mindre planter da jeg samtidig skulle lægge tulipan- og hyacintløg der.

Vi har længe talt om at beskære vores magnoliebusk. Uden at have læst indlægget, så jeg en overskrift fra Lisbeths Haveblog med den overskrift - og så gjorde vi det altså bare:  Skar nogle grene af....   Og det pyntede meget.




Buksbomkuglerne er også først blevet klippet for nogle dage siden:




Den lille Tvetand er blevet til noget mere og har de fineste små lilla blomster. Den står godt nok i det hvide bed, men pyt.



Nogle af roserne gør det stadig rigtigt godt, men superstar er Lady of Shalott, som jeg også viste i sidste indlæg.
Billederne her er fra i går eftermiddags.
Jeg er bare vild med den rose.



Drejeblomsterne er så fine og står med den lyserøde floks i baggrunden, den er næsten afblomstret.
Særligt i solskin kommer de fine farver godt frem.



Black Lace hylden:


Sankt Hans Urt er så fin i farverne og jeg kan godt lide det grafiske udtryk.
Denne plante er vist helt almindelig, men utroligt skattet hos mig på denne årstid.



Jeg fik lagt alle mine tulipanløg i går, undtagen dem som skal i Kenzo-kasssen og krukker. Her står nemlig stadig Dahlia, og jeg kan ikke nænne at tage dem op når de nu stadigvæk blomstrer så fint.
Heldigvis er de løg hurtige at lægge når tid er.

Fik også flyttet en rose og en floks.


Vi var også i køkkenhaven og fik begyndt på oprydningen. Her stod bønner der havde fået frost, majs, der ikke længere skulle spises og knæhøjt ukrudt. Vi fik taget et ordentlig nap og skulle gerne nå noget mere i dag.

I dag skal vi også have lagt 2000 påskeliljeløg på fællesarealet her i vores lille område. Vi håber at der dukker rigtigt mange op, som kan hjælpe :)

God søndag derude :)

mandag den 7. oktober 2019

Så blev det oktober


Oktober er for alvor i gang med køligere vejr, og flotte farver i haverne og i naturen. Vi har endda været heldige at se oktobers blå himmel med solskin på flere gange.

Her på matriklen er vi uhjælpeligt bagefter. Jeg siger det bare.... og forsøger at hænge på så godt jeg kan.

For over en måned siden fik jeg en kæmpe kasse løg fra Holland. Nu er jeg da endelig i gang med at få nogle af dem i jorden og i kommende weekend skal jeg nok blive færdig.

Vi har købt:


  • Allium Aflatunense - de skal lægges omkring guldregnen
  • Tulipan Angelique
  • Tulipan Black Parrot
  • Tulipan Blue Spectacle
  • Tulipan Candela
  • Tulipan Mount Tacoma - de skal sammen med Candela i Kenzo-kassen, som dermed bliver hvid og lysegul næste forår.
  • Tulipan Couleur Cardinal
  • Tulipan Happy Generation
  • Tulipan Honeymoon
  • Tulipan Spring Green
  • Tulipan Purissima
  • Hyacint Delft Blue
Det bliver spændende at se til foråret. En del er nye for mig, men jeg har også nogle faste gengangere med i sortimentet.


Dahliaerne står fortsat her, billederne er ganske vist fra weekenden, men de har også overlevet sidste nat.




























Rosen Lady of Shalott er også en virkelig skøn rose lige nu - der er rigtigt mange blomster i den:






Hylden Black Lace er vokset flot i år:


Det var lige et lille hurtigt mandags-pip herfra.

God aften, derude :)


fredag den 27. september 2019

Så fik jeg alligevel en Annabelle


Nogle af jer vil nok vide at jeg i alle mine blogår har set med længselsfulde øjne når I andre viste billeder af hortensia Annabelle eller når jeg så den omtalt i en havebog eller et haveblad.

Den bliver for stor, den vælter, den skal bindes op, vi har ikke plads....

Argumenterne imod anskaffelse af en Annabelle var mange og i nogle år har jeg affundet mig med min have-skæbne om at jeg så ikke skulle have sådan en hortensia i min have.

Indtil i denne uge...   Tro mig, jeg har plaget...  For nogle uger siden blev vi enige om at fjerne vores ene sommerfuglbusk, den var blevet rigtig stor og vi trængte til forandring og havde en ide om at der skulle laves om i noget af det store staudebed, der vender over til naboen og som også huser den nye pergola.

Men efter besøget hos Jeannett kunne jeg igen ikke få Annabelle ud af hovedet og når jeg nu havde købt en af hendes Russisk Kulsukker, så skulle jeg altså også have den hortensia.

Nu har vi købt to :)

Der er blevet ryddet op efter sommerfuglbusken, høstanemonerne og nok desværre også mine blå anemoner - men så havde vi også et helt jomfrueligt bed at plante i.

Sikken masse tekst.... her er billeder...  Vi har foruden Annabelle plantet 5 forårsvortemælk og der skal så suppleres med lodden løvefod. Vi delte og flyttede rudbeckia Goldsturm og så har jeg lagt forårsløg:  Tulipan Spring Green, hyacint City of Harlem og almindelig pinselilje.





Denne græs blev også plantet ud fra en krukke og står nu sammen med kertepileurt Blackfield.

Mange hilsner fra en glad havepige :)
Og god weekend til jer

onsdag den 25. september 2019

Brunette - er det ikke en skøn plante ?

...  se lige min smukke sølvlys Cimicifuga Ramosa "Brunette".

Den er fra 2015, købt i England på en af vores haverejser. De sidste to år har den virkelig præsteret smuk blomstring og jeg er totalt vild med den.

Det er så givende og man føler sig så rig, når man har så smukke blomster, endda med stærk duft, på denne tid af året. Brunetten vil blomstre helt ind i oktober - det er så dejligt.

Jeg har en knap så stor Brunette i en krukke et andet sted i haven og endnu et eksemplar, som ikke trives så godt i et andet bed. Den må jeg vist give lidt kærlighed.

Sølvlys kan ikke lide at tørste, så man skal være flittig med vandkanden hvis man har dem i krukker og også være opmærksom på at vande i tørre perioder i bedet.




Nedenunder Brunette står en skøn alunrod ved navn Delta Dawn. Den har jeg også vist flere gange før, men den er så smuk på alle årstider med sine skønne farver, som også ændrer sig hen over sæsonen.



I næste indlæg vil jeg fortælle mere om et nyt bed :)


mandag den 23. september 2019

Rødt og gult

Mørkerødt og varmt gult
Lyserødt og lysegul
Nuancer derimellem
Det er lige hvad vores have indeholder for tiden.

Foruden alt det cremefarvede, lilla og pinke...


Blandede billeder kommer her:


Kertepileurt Blackfield - også på billedet ovenover

Hortensia (ukendt) sammen med Cosmos Xanthos

Zinnia Orange King

Xanthos

Xanthos



Mexicansk solblomst
Cosmos Double Click Cranberry
Strawberry Hill


Crown Princess Margareta

Og hvorfor blogger sådan en fuldtidskontoransat en mandag formiddag ?  Jo, vi har et par feriedage i forbindelse med at vi er ved at få nyt køkken :)  Det er SÅ spændende at vi endelig er kommet til selve monteringsdagen efter flere uger med nedtagning og istandssættelse - heldigvis skal vi ikke selv montere.

Så hvem ved, måske får jeg tid til at blogge endnu mere i kommende dage :)


torsdag den 12. september 2019

Endelig en tørvejrsdag



.... tænk, det har ikke regnet i dag :)

I hvert fald ikke her hos os.

Det har været så befriende ikke at skulle tænke på regntøj og om hvor længe det så skulle vare i dag med den regn.

Ved godt at nogle steder i DK har der ikke været så meget regn (vel, Lisbeth), men jeg nyder en dag i tørvejr.

Lidt billeder af høstanemoner, hosta og lidt blomster.










Når vejret sådan arter sig, er der bare dejligt i haven og en masse fine blomster at betragte stadigvæk. Jeg luger ikke så meget mere, ja i det hele taget er jeg optaget af andre ting end haven lige nu, men sådan en haverunde i tørvejr med lidt sol på kan alligevel trække lidt.

Det er utroligt så meget vejret betyder :)

Tja.... og inden længe skal vi i gang med at lægge løg. Der er nemlig kommet en kæmpestor kasse med tulipaner og allium som skal i jorden senere på måneden.