Vi har haft ferie i uge 34 og nu lakker den mod enden.
Derfor har jeg ikke ret meget fra haven at vise, men kom med en tur til Nordjylland - hvis du vil :)
Vejret var aldeles vidunderligt sommervejr og vi følte os bare så heldige at kunne nyde det i nogle dejlige feriedage, især fordi første del af vores sommerferie ikke var med særligt godt vejr.
På vej til Skagen gjorde vi holdt i Dronninglund, hvor vi var blevet anbefalet at se slotskirken og den smukke kirkegård. Den var i sandhed smuk.
Jeg bemærkede især at der var masser af syrisk rose-buske og det var så smukt.
Sæby
En meget hyggelig lille by, faktisk det man ville kalde en PERLE.
Dejligt maritimt miljø og også nogle skønne gamle huse i den gamle bydel.
I hvert fald et besøg værd.
Vi fik en dejlig frokost hos "Smeden".
Frederikshavn:
Krudttårnet og kirken - det blev ved dette korte kig, men jeg er sikker på at byen er et længere besøg værd.
Skagen:
Vi kørte direkte ud til Grenen hvor man ser ud til spidsen her.
Masser af folk, så det ud til.
Det viste sige at der lå en flok sæler på selve Grenens spids - der hvor man plejer at sjoske ud og stå med et ben i Skagerak og et ben i Kattegat - det kunne vi ligesom ikke den dag - men sælerne var et skønt skue.
Vi havde booket to overnatninger på hotel Plesner, hvor vi skulle bo i dette "havehus" - med egen terrasse og udsigt til en skøn gårdhave med lounge-møbler.
Og vejret var jo som bekendt godt...
Hvor vi dog nød det.
En solnedgangsaften i Gammel Skagen/Højen.
Himlen var helt magisk.
Vi gik en tur ud til den Tilsandede Kirke (3,5 km hver vej) og på vejen tilbage kom vi forbi dette optrin:
Man var ved at optage en scene til serien "Badehotellet" hvor Anette Støvelbæk var i fokus.
Meget sjovt at overvære, vi nød kaffe hos den lokale bager som lå lige her over for det gule hus.
Nordjylland og især Skagen og Sæby kan varmt anbefales :)
Håber at du nød billederne.