... jeg når sikkert ikke flere indlæg i januar, så jeg kan ligeså godt "runde af".
Tre indlæg blev det til i denne januar og når jeg ser tilbage på de tidligere år, så er det langt mindre end jeg plejer.
Det har været den vådeste og kedeligste januar nogensinde, synes jeg - vist så har det været rart nok at kunne cykle til og fra arbejde på ikke-glatte veje, men aldrig har jeg fundet så lidt inspiration til at bringe noget ind på bloggen. Ingen snebilleder, ingen frostbilleder, ingen flotte solskinsdage.... åh altså.
Det pibler op alle vegne i haven og i morges så jeg i halvmørket et træ i blomst - små lyserøde blomster - kan det have været en blodblomme eller et japansk kirsebærtræ... Naturen er ude af balance og jeg har svært ved at nyde de milde vinde, når nu vi burde have vinter.
Vintergækkerne er også kommet frem, flere og flere - og det er dejligt at se dem igen.
De hører årstiden til.
Dette lidt uskarpe billede er af min påskeklokke "Cinderella", som jeg købte sidste vinter. Den glæder jeg mig også til et gensyn med - og skal nok vende tilbage med flere billeder når den er sprunget ud.
Den er gudesmuk.
Mit vinterhi bruger jeg bl.a. til at strikke og læse. I øjeblikket læser jeg "Vi kunne alt" af Merete Pryds Helle - en selvstændig fortsættelse af successen "Folkets Skønhed". En lidt grum roman om en familie i 1970'erne, men virkelig god og med "flashbacks" til min egen skolegang, dog uden sammenligning.
Strikkemæssigt har jeg netop færdiggjort en lille baby cardigan og en sweater til mig selv og jeg har vilde planer og mange projekter på strikke-to-do-listen.
Tjek min strikkefane, hvis du vil se mere til de færdige projekter.
I nogle kommende indlæg vil jeg fortælle om flere haver fra vores sommerferie - det er mit indtryk at mange godt kan lide sådanne fortællinger.
Fortsat god januar, derude i blogland :)